Bunkernes placering
Området nord for Søndervig er perfekt til at gå på opdagelse efter de gamle bunkere.
Under 2. verdenskrig i marts 1942 kom der fokus på kystforsvaret, og i august samme år formulerede Hitler sin strategi om at bygge 15.000 bunkere i Frankrig, Belgien og Holland - og i samme forbindelse også forstærke kystforsvaret i Danmark.
Kryle-Ringelnatter-stillingen, som ligger 3,8 kilometer nord for Søndervig, hørte til Atlantvolden og blev først etableret i 1943-44. Hele anlægget her består af 50 bunkere, og derudover var der cirka 50 andre betonanlæg samt en del træbygninger. Rundt om fæstningen var der selvfølgelig minefelter og pigtrådsspærringer.
Mod nord lå Kryle-stillingen, som var hærkystartilleri med mange bunkere og kanonstillinger, og mod syd lå Ringelnatter, som hørte under Luftwaffe. Her fandtes radaranlæg, enkelte kanonstillinger og en træbaraklejr. Men de kanoner, der blev stillet op, var gamle og ikke særligt gode, så det var lidt af en illusion, at hele kysten skulle være dækket.
Der er mange enkeltliggende bunkere i landskabet, men fra Sortebærdalens Parkeringsplads ved Houvig Strand, 3,8 kilometer nord for Søndervig, kan man passere både antiluftskytsstilling, betonfundament til radar, maskingeværstillinger, mandskabsbunkere og en splitterbunker, som er en murstensvæg til beskyttelse af en træbarak imod granatsplinter.