Tag på sanketur

Biotoper i Vestjylland hvor du kan sanke

Nåleskov

Nåleskoven er skove og plantager med Fyr og Gran. Det karakteristiske for nåletræer er at de har nåle i stedet for blade. De bærer nålene hele året rundt, så der slipper meget lidt lys igennem til skovbunden - det meste af nåleskoven ligger derfor i skygge året rundt. Det meget sparsomme lys gør at kun få arter kan vokse der. Jordbunden i en nåleskov er et helt særligt miljø, for med tiden bliver jorden sur. Selvom nåletræet kaldes stedsegrønt - taber det mange nåle hele året rundt. Nålene indeholder syre, som gør det umuligt for regnorme at overleve og tage sig af at nedbryde det døde plantemateriale i skovbunden. Det betyder, at svampe tager sig af nedbrydningen - og derfor er nåleskoven et rigtig godt sted til en svampejagt.

Løvskov

Løvskov i Danmark er kendetegnet ved løvfældende skov, det vil sige bladfald om vinteren. Typiske danske løvskovstræer er bøg, Stilk-Eg, Vinter-Eg, Rød-El, Ask og Lind samt flere andre, og typiske eksempler på løvskov er:
Bøgeskov: Til trods for at bøgen er et naturligt forekommende træ i Danmark, er de fleste danske bøgeskove plantet. Bøgeskov forekommer både på muldbund og morbund, men da bøgen er et skyggetræ, er der det meste af året en fattig bundflora. Dette betyder, at der kun er få arter at sanke i bøgeskoven.
Egeskov: Egen er et andet naturligt forekommende træ i Danmark, og det er indvandret før bøgen. På de bedre jorde er egen udkonkurreret af den hurtigere voksende og mere skyggende bøg, og eg træffes derfor typisk på lidt dårligere jorde. Egen er et lysttræ hvorfor der ofte findes en rig bundflora i egeskoven. De gamle egestammer er også sig selv hjemsted for hundredvis forskellige arter af smådyr, laver og mosser. Egeskoven er en af de artrigeste danske skovtyper, og her finder du flere sankningsarter end fx i bøgeskoven.
Ellesump: En meget karakteristisk skovtype hvor Rød-el vokser på vandmættet bund.
Blandingsskov: Hvor naturskovs-strategien vinder indpas, ses i stadig højere grad blandings-skov. Birk, eg og røn spirer på fattigere jorde, mens ask og ær/ahorn spirer på mere næringsrige jorde. Denne blanding af arter giver, som det næsten siger sig selv, grundlag for forskelligartet sankning.
 

Vejkant

Vejkanter er grøfter og rabatter langs vejene. Vejkanten er et af de mest udbredte plantesamfund i Danmark. Vejkanterne er voksested for ca. halvdelen af vore arter. Vejkanterne er meget forskellige. En vejkant i skoven er meget forskellige fra vejkanten i det åbne land. Vejkanten på sandet bund, er meget forskellig fra vejkanten på den fede muld. Du får lettere ved at finde de planter, du leder efter hvis du lægger mærke til, hvilken slags landskab, der ligger rundt om grøftekanten. Husk aldrig at sanke langs en meget trafikeret vej, for bilerne hvirvler asfaltstøv op i luften, der lægger sig som en usund film over planterne. Det er også bedst at undgå steder, hvor der sprøjtes mod ukrudt.

Mose

Mosen - eller højmosen - er et område, hvor grundvandet ofte står højt og der udelukkende tilføres regnvand, hvilket giver en mineralfattig grobund. Højmosen hviler på et op til flere meter tykt tørvelag og hæver sig op over det omgivende terræn. På mosens overflade vokser store tuer af mosser, hedelyng, klokkelyng og andre tilpassede arter. I mosens lavninger, hvor der ofte står lavt vand, vokser smalbladet bl.a. kæruld og tørvemos.

Græsland

Græsland eller overdrev er betegnelsen for lysåbne, ofte tørre områder med udyrket græs, bakker og skrænter. Det er en naturtype, som er afhængig af, at græssende dyr eller høslet holder vegetationen åben. Oprindeligt stammer begrebet overdrev fra den tid, hvor landsbyerne havde fælles arealer til græsning langt væk fra de dyrkede jorder, der lå tættest på gårdene. I dag bruges begrebet overdrev om en naturtype med mange forskellige urter samt lidt spredt bevoksning af buske og træer. Få plantesamfund er så blomsterrige som overdrevene, og derfor har sommerfugle og insekter også gode betingelser her. Hvilke urter man kan finde, afhænger af, om overdrevet eller græslandet har god morænejord, er kalkrigt eller om det ligger på sandede, kystnære områder.

Hede

Hede er primært lyng og græs på sur og næringsfattig sandbund. Det, vi først og fremmest kender heden på, er den buskagtige Hedelyng, for der er ikke mange arter, der kan vokse på den sure og næringsfattige sandbund. Heden kan både have tørre og fugtige arealer. Fugtigheden i jorden er bestemmende for, hvilke planter der trives. Heden er et kulturlandskab, som er afhængigt af at blive brugt, enten til græsning, slåning eller afbrænding. Hvis ikke heden bliver udnyttet på den ene eller anden måde vil den springe i skov igen. Alle heder over 2500m2 er beskyttet efter naturbeskyttelsesloven. Der må ikke foretages ændringer i tilstanden af beskyttede heder og der må ikke gødskes på heder. Så heden er et rigtig godt sted at samle sine urter og bær.

Bredder af søer og vandløb

Bredder af søer og vandløb er overgangszonen mellem vand og land. Frodigheden og sammensætningen af planterne langs bredderne afhænger af, hvor mange næringsstoffer der er i vandet og afhænger ikke mindst af, hvor mange næringsstoffer der tilføres fra de omgivende marker. Langs næringsrige søer og vandløb er kendetegnet en veludviklet rørsump eller rørskov. Ofte danner rørsumpen en bræmme hele vejen rundt om søen. Næringsfattige søer og vandløb ligger oftest på næringsfattig og sandet jordbund og er kendetegnet ved en høj surhed. I søer og vandløb findes tre hovedgrupper af planter: ægte vandplanter, amfibiske planter og landplanter, som kan vokse i vand. I forhold til sankning, så er det primært landplanterne der er spændende, men husk altid gummistøvler, når du tager til denne naturtype.

Klit - hvid, grøn og grå klit

Klitterne er dannet af sand, der flyttes af vinden. Klitterne deles ind i hvid, grøn og grå klit. De ydersterækker af klitter langs kysterne kaldes hvide klitter og har en typisk bevoksning af hjælme eller marehalm. Grøn klit udgør en grøn og blomsterrig oase bag den hvide klit. Af de forskellige klittyper er det den grønne klit, der har det største antal af plantearter. På den grå klit er sandet farvet mere gråt af døde plantedele og andet organisk materiale. I den grå klit vokser laver og mosser og en række andre hårdføre planter. Ved sankning i klit-områder skal man være ekstra varsom og benytte de allerede eksisterende stier, da plantevæksten er meget sårbar over for slid.

Vade og strandeng

Vaden og strandengen er områder, der af og til oversvømmes af saltvand og tilføres ferskvand. På beskyttede kyster udvikles strandenge, hvor saltpåvirkningen på grund af de jævnlige oversvømmelser, giver planterne nogle særlige vilkår. Havet aflejrer slam og ler, som får lov at ligge i de mest beskyttede bugter og vige. Planterne finder vej hertil og der dannes strandenge og marsk med pletvis vegetation. Strandengen kan typisk inddeles i zoner, hvor vegetationen er forskellig og afhænger af, hvor meget salt planten.