Eventyrets Land

I digteren Thomas Langes fodspor.

Eventyrets Land ligger med Blåvandshuk som højeste punkt strækkende sig over Horns bjerge til Ho Bugt og med Skallingen forneden som den evigt foranderlige halvø afhængig af havets luner. I Eventyrets Land vandres der gennem en ørken med høje og dale af sand. Skibe forliser ved stranding på Horns Rev. Stormfloder dækker land med vand, hvor digerne lige med nød og næppe holder stand. Det er et fortidens land, men selv i dag kan den vældige, kraftfulde natur mærkes, som dengang Eventyrets Land i 1800-tallet steg op af havet og sandet og bredte sig ud på engene i Thomas Langes forfatterskab.

Eventyrets land postkort

Privat arkivfoto: Bettina Christiansen - postkort anno 1969. 

Thomas Lange blev født i 1829 i København, men kom allerede som helt spæd til at bo hos sin morbror i Ho Præstegård sammen med sin mor. Her levede han lykkeligt og legende i pagt med egnens vilde natur, men da han var 10 år sluttede eventyret. Morbroderen blev gift og blev sognepræst for Ringkøbing og Rindum og mor og søn fulgte med. Smerten ved opbruddet har Thomas Lange beskrevet som den fornemmelse, en plante ville have, hvis den blev oprykket af den jord, hvori den var vokset. De første 10 års oplevelser blev imidlertid den kilde, som han resten af sit liv tømte af i sit forfatterskab. ”Eventyrets Land” regnes for hans hovedværk, og det udkom første gang i 1865. Et drama om kærlighed og kampen med naturen i Jyllands vilde, vestligste og mest øde egne.  

Et portræt af Thomas Lange

Foto:Det Kgl. Bibliotek - Hans Peter Hansen

Udsigt over byen Ho

Foto:VisitVesterhavet

”Det er stilheden, som hersker mellem disse høje bjerge af klitter. Hvor et menneske fra den larmende verden måske for første gang i sit liv vil opleve, hvad stilhed egentlig er. Det er musikken, når det store hav har stemt sine harper i vindstille vejr. Hvor de dybe toner fra brændingen i havstokken forenes med fjernere toner som klingende metalstykker og klokkeklang - rytmisk, uafbrudt, harmonisk. Det er, når solen efter en klar dag går ned og dækkes af havets opsendte mørke tåger, men hvor strålerne skyder sig ud af mørket som en kæmpestor vifte og bliver til et strålende himmeltræ”. Det er frit citeret efter Thomas Lange i bogen ”Eventyrets Land”.   

Foto:Stefan Pasch

Varde er porten til Eventyrets Land

Når man står på toppen ved det 39 meter høje Blåvand Fyr får man en fantastisk udsigt over havet, et endeløst klitlandskab og fortiden fra dengang vestkysten lagde ryg til 2. verdenskrig med bunkers. Det er bl.a. blevet til Tirpitz Museet, som arkitekt Bjarke Ingels har skabt både over og under sandet. Området er også et eventyr med brølende kronhjorte og tusindvis af fugle, der yngler eller er på træk ved Filsø. Det hele kan opleves på vandrestier, som helst skal følges, så man ikke farer vild. Så store er landskaberne stadig. Med Varde by som porten til Eventyrets Land kan nutidens besøgende tillige glæde sig over de mange fantastiske feriehuse, hvor man kan lade alle indtryk synke ind – måske mens solen tager afsked med dagen med flammeskrift over himlen. Sidst, men ikke mindst: Den nu 300 år gamle Ho Præstegård kan besøges, hvor Thomas Lange-monumentet står i en mindehave – beplantet med træer som dengang i eventyret.

 

En dreng betragter Otto Frello galvmaleri

Oplev Varde by

Foto: FlyingOctober