Vilde blomster

Klitrosen er en seværdighed, en meget ”gammel” plante, formentlig var den allerede i området i tundratiden sammen med rensdyrene. Den kan blive op til 1 meter høj og er en småtornet busk, med spinkle og nåleagtige torne, den har svagt gullige blomster med en dejlig duft, og at den overhovedet kan klare sig i det sure, udvaskede sand er nok, fordi den med sine op mod 5 meter lange rødder kan nå ned til sandlag, hvor næring og kalk stadig er i behold.

Klitrosen vokser i store dele af Europa og Asien. I Danmark vokser den vildt langs Vestkysten samt enkelte steder ved Limfjorden. De små sorte hyben blev tidligere brugt til syltetøj, marmelade og vin og er meget velegnede til fremstilling af kryddersnapse. Klitrosen blomstrer i juni/juli.

Rynket Rose eller hybenrose er meget almindelig i klitter, strandenge og i levende hegn. Planten er ikke naturlig i Danmark, men en invasiv art, som er meget hårdfør og tåler salt, sandet jord og kraftig blæst. Dens græsgrønne blade er glatte på oversiden og lidt klæbrige og hårede på bagsiden. Grenene har torne, blomsterne dufter rigtig meget – en dejlig duft – og kan være røde eller hvide. Frugten (hyben) er orangerød med 5 store bægerblade i toppen. Frugten modnes om efteråret og kan bruges til marmelade, til kompot som tilbehør, is - blandt meget andet.

Hybenrosen spreder sig enormt hurtigt, og det er ikke særlig godt for hverken planteliv eller dyreliv. Eksempelvis fortrænges både hjælme og marehalm af hybenrosen og derfor fjernes den flere steder, så den naturlige vegetation kan få plads. Kommunen prøver i disse år med nye tiltag for at begrænse planten.

Engelsk græs eller ”Kongens Knap” er en almindelig urt i Danmark, især på sandet jord ved kysten, på strandenge, skrænter, i klitterne samt i vejkanter – også inde i landet. Den har tætte, lave tuer, hvor bladene sidder tæt over jorden i en slags roset og midt i denne roset vokser bladløse blomsterstængler op.

Blomsterne sidder for enden af stænglerne med ca. 10-30 blomster i hvert hoved, er lyserød og dufter dejligt. Engelsk græs er meget tolerant over for salt, den kan komme af med/svede saltet ud gennem små kirtler på bladene. Den er med sine hårde stængler rigtig god at flette blomsterkranse af.

Havtorn bliver også kaldt sandtidsel og bliver tit op til 3 meter høj – nærmest et busket træ. Den har nogle meget kraftige torne, og bladene er smalle, grågrønne og med sølvglinsende små hår på undersiden. De gul/orange bær er i virkeligheden nødder og meget rige på C-vitamin – de bruges til marmelade og kryddersnaps, og mange kokke er begyndt at bruge frugterne i moderne madlavning.

I Tyskland hedder planten Fasanbeere, da fasanerne nyder både bær og det skjul, som planten giver. Havtorn laver et kæmpe rodnet med mange rodskud. Den kan benyttes som klitdæmper, og dens rodknoldsbakterier muliggør optagelsen af luftens frie kvælstof, hvilket gør den i stand til at leve på den næringsfattige sandjord. Planten er ekstremt lyskrævende, og dens skud på både de inderste og underste grene dør på grund af dens egen skygge.

Hjælme eller sandhjælme som alle nok kender fra klitterne. Dens latinske navn er ammophilia arenaria og det betyder simpelthen: Den, der elsker sand. Det er en flerårig plante, der blomstrer i juli/august, og den har smalle stive grågrønne sammenrullede blade, som er spidse i enden. Disse blade kan blive op til 120 centimeter lange og er sammenrullede for at begrænse fordampningen og derfor kan den overleve på meget tørre steder.

Hjælme plantes i klitterne for at forhindre sandflugt, fordi dens hurtigt voksende jordstængler vokser på kryds og tværs og er gode til at holde på sandet. Og jo mere sand, der dækker den, jo hurtigere vokser den.

Marehalm bliver tit forvekslet med hjælme, men den har flade, brede blade med et voks- og kisellag, som beskytter mod udtørring. Det giver også marehalm en mere blågrå farve. Dens blomster er langt grovere end hjælmes blomster, som mere er en blød dusk.

Revling er en af de ældste hedeplanter – også ældre end lyng. Det er en stedsegrøn lav busk, som vokser langs jorden med nogle lange rodslående grene med en kraftig pælerod i midten. Hvis planten vokser frit, uden at blive påvirket af andre planter, bliver den cirkelformet, når man ser den oppefra, og er der flere og ældre planter, kan de vokse fuldstændig sammen og blive som et tykt tæppe.

Revling blomstrer allerede omkring april med små dybt røde blomster og får i august nogle spiselige bær – kaldet sortebær eller kragebær. Bærrene er dog ikke så eftertragtede, for vel er de saftige, men de har 6-9 sten og smager meget sødt. Engang var de et tiltrængt vitamintilskud til både mennesker og dyr, og de vokser altid på næringsfattig bund – både tør og fugtig – som sand, klit, lyngheder og moser og mest i den vestlige del af landet.

Blære-tang: Dette er en meget almindelig og særdeles udbredt alge ved alle danske kyster – en brunalge, der vokser i buske på lavt vand, men som godt kan tåle at være delvist tørlagt ved lavvande. Den kan kendes på de parvise luft-fyldte flyde-blærer. Den vokser på sten og muslingeskaller, har ingen rødder, men optager sin næring gennem overfladen. Man kan tit se blæretang på stranden i tangvolde sammen med andre tang-arter. Disse volde af tang er fyldt med næring for andre dyr og planter. Tang blev tidligere brugt som gødning på markerne.

Vild Timian: Danner et flot lilla/grønt tæppe i større naturområder. Den er lavtvoksende, flad og vokser på tørre områder som heder og klitter. Den kaldes Middelhavstimian og ligner ikke den, vi ellers kender, men gnider man på bladene, kender man straks den karakteristiske duft. Vild timian kan give en stærk og god kryddersnaps – her bruges blade og blomster og trækketiden er 2-3 dage.