Stien rundt om Ølgod
I Ølgod er der anlagt en skøn rute på 9 kilometer rundt om byen. Stien er i god stand og størstedelen af ruten er belagt med asfalt, resten med grus og stenmel. Om du vil løbe eller gå, cykle eller slentre med barnevognen – så er stien rundt om Ølgod by en perfekt mulighed.
På den nordlige del af ruten møder I Ølgod Byskov. Her kan I både gå på et historisk eventyr, og få et kulturelt tilbageblik på store danske digtere i Hanssinelund. I den allernordligste del af Ølgod Byskov er der også mulighed for slippe de firbenede venner løs i hundeskoven.
På den sydlige del af ruten finder I det naturskønne område ved Søparken. Her er der mulighed for at besøge hele tre forskellige søer, nemlig Guldsmedesøen, Engsøen, og Svanesøen. En helt særlig oplevelse har I mulighed for at få ved Guldsmedesøen, hvor den sjældne og §4 fredede mosaikguldsmed holder til. Fra denne sø fortsætter stien under jernbanen langs vandløbet, til Engsøen og Svanesøen, hvor svanerne ruger.
Vi anbefaler at parkere ved Torvet i Ølgod og starte turen derfra.