Fugle
Husk din fuglekikkert, når du tager på ferie i Vestjylland. Her er der nemlig flere områder med mange forskellige fuglearter.
Filsø, Tipperne og Skjern Enge er et mekka for både trækkende og ynglende fugle. Her er plads, masser af føde og den nødvendige fred og ro i yngletiden.
Filsø
Se et kort over området her.
Filsø er et 2308 ha stort naturområde beliggende mellem Vadehavet og Ringkøbing Fjord. Området ligger på trækruten for flere hundrede tusinde fugle og er blevet et vigtigt rastested for gæs, ænder, svaner og hjejler. Her er også anlagt adskillige fugleøer, som tiltrækker talrige ynglefugle.
Tipperne
Se et kort over området her.
I den sydlige del af Ringkøbing Fjord ligger Tipperne. Området består af flade enge, åbne landskaber og er kun nogle få hundrede år gammelt. Ved Tipperne er fjorden mere lavvandet, og der skabes derfor et rigt planteliv med mange bunddyr, hvilket kommer både de mange fugle og fisk til gode. Området er et af de vigtigste for ynglende engfugle og rastende trækfugle i Europa. En del af de fugle, som yngler på Tipperne, står på den danske rødliste over truede eller sårbare arter. Der gælder derfor også specielle regler for færden på Tipperne, dem kan I læse mere om her.
Skjern Enge
Se et kort over området her.
Engområderne ved Skjern er også særligt vigtige som raste- og fourageringsområde for tusindvis af fugle. Især ses svømmeænder som krikand, pibeand, gråand og hvinand i området.