Forsamlingshuset Tambours Have i Varde
Forsamlingshuset er et kunstværk, hvor folkelighed, kunst og natur forenes. I ånden af den oprindelige forsamlingshustanke inviterer værket mennesker til at samles – ikke bag aflukkede vægge, men i skov, hede og klit.
Den åbne konstruktion fortolker fysiske elementer fra de traditionelle forsamlingshuse: et håndtryk ved trappen, en flagstang, en talerstol og tilhørende bænke. Du kan betræde skulpturen, mærke gulvet vibrere og lytte til lydcollagen, der trækker på inspiration fra forsamlingshusenes historie.
I kunstværkets lydcollage optræder en række sange skrevet til værket, hvis form er inspireret af Højskolesangbogen og salmetraditionen. Nogle rummer brede motiver om frihed, samfund og kultur, mens andre afspilles ved eksempelvis solopgang og solnedgang. Sangene og melodierne optræder i mange former og farver, og de iscenesætter værkets konstante vekslen mellem det ekstremt konkrete, nærmest genkendelige og det ukendte, men alligevel sært dragende. Du vil kunne høre et højtideligt kirkeorgel og politiske ny-salmer, trombonefanfarer og fællessang samt fjerne stemmer fra årene der gik
Kunstnerne håber, at lydkunstoplevelsen vil trække mennesker ud i naturen og at naturoplevelsen vil introducere flere for lydkunsten. Alle kan bruge kunstværket, som et mødested, en scene, en talerstol, et udflugtsmål eller noget helt andet og fylde det med egne aktiviteter, minder og oplevelser – præcis som de traditionelle forsamlingshuse. Lyden fra værket kan slukkes og tændes, så kunstværket kan bruges som et forsamlingshus i naturen, der kan danne ramme om dit arrangement eller aktivitet.
Forsamlingshuset er et kunstprojekt på tværs af fire midt- og vestjyske kommuner, hvor der er rejst en lydkunstinstallation i Hvide Sande, Oddesund, Skarrild og Tambours Have i Varde.