Klitter ved Vesterhavet

Klitterne langs Vesterhavet

Foto: VisitVesterhavet

De lokale kalder ofte klitterne ved Vesterhavet for 'æ hawbjerge' (havbjergene).

Den lange klitrække langs Jyllands vestkyst er enestående i Europa og derfor også et yndet udflugtsmål. De lune gryder mellem klitterne giver god læ for vinden og er som skabt til hygge og velvære en lun forårsdag.

Klitterne langs Vesterhavet er dannet af vestenvinden. Som bløde, hvide dyner lægger de sig ind over landskabet, og fik de lov, ville de ved vindens hjælp blive ved med at vandre en lille smule mod øst hvert år. Men de fleste steder sørger marehalm og hjælme heldigvis for, at klitterne bliver, hvor de er. Pas derfor godt på klitterne, og brug kun de allerede etablerede stier.

Perfekt til solbadning

De lune gryder mellem klittoppene er ideelle til solbadning og hyggelige aktiviteter med familien. Her er plads til fri leg, og så er der jo ikke langt ned til en forfriskende dukkert i Vesterhavet eller en travetur i vandkanten.

Vi passer godt på klitterne

Storme og havstrømme har i tidens løb taget mange meter af klitterne, og ofte har man været bange for, at havet under en nådesløs storm skulle bryde igennem klitrækken på Holmsland Klit. Derfor gør man i dag et stort arbejde for at hindre sandflugt og sikre klitterne ved blandt andet at plante robuste græsarter som marehalm og hjælme.

Marehalm og hjælme

Stort set alle klitter langs Vesterhavet bliver tilplantet med hjælme og marehalm. Begge græsarter er blågrønne, robuste og kraftige planter, som kan tåle vind og salt. Rødderne er lange, underjordiske stængler og trævler, som har et godt tag i sandet. Tag en tur ud til Vesterhavet og oplev det gule og grønne bakkelandskab.

Nordens eneste giftslange

I hedearealerne langs vestkysten lever Nordens eneste giftslange Hugormen. I forårsmånederne har hugormene travlt i lyngarealerne i klitterne. Kig dig godt for - en hugorm er et sjældent og spændende syn. Hugormen er fredet, så hvis du ser den, må du hverken fjerne den eller slå den ihjel. 

Hugorm slang giftig

Foto:Presse