Rekordår: Vesterhavet er en magnet for internationale gæster
Overnatningstallene for årets første ti måneder ved Vesterhavet viser, at 2024 sigter mod endnu et rekordår. Samtidig er Destination Vesterhavet fortsat det mest populære turismeområde i Danmark for internationale gæster.
Destination Vesterhavet lander endnu et rekordår i 2024. Det viser den foreløbige prognose, der er baseret på de kommercielle overnatningstal for perioden januar til oktober. De samlede overnatninger rundede nemlig 9.819.795, og det er 1,6 procent flere gæster end i samme periode i 2023. Det er særligt i de tidlige måneder som februar og marts, hvor der er en fremgang på 26 procent i det samlede overnatningstal samt i efterårsmånederne september og oktober, at kurven er stærkt opadgående. Det er helt i tråd med vækststrategien for turismeområdet, der dækker Varde og Ringkøbing Skjern kommuner, og som netop fokuserer på at løfte gæstetallet i skuldersæsonerne.
”Overnatningstallene er vigtige indikatorer for, at turismen bevæger sig i den rigtige retning. Det er et dedikeret mål at få gæsterne til at komme hele året rundt. Det er godt for vores lokale erhvervsliv og for bosætningen langs Vestkysten. Turismen er et bærende erhverv i Varde og Ringkøbing Skjern kommuner, og når gæsterne kommer ud over i højsæsonen, betyder det, at vi skaber lokale arbejdspladser hele året. Det er en væsentlig faktor for et levende samfund, som vi lokale har lyst til bo i, og der kan tiltrække nye skatteborgere til området”, siger Majken Graver, som netop har sat sig i direktørstolen i Destination Vesterhavet den 1. december.
1,5 million flere internationale gæster end København
Destination Vesterhavet er fortsat Danmarks største magnet for udenlandske turister med over 1,5 million flere internationale gæster end i København. Således kan Vesterhavet notere 7.968.945 overnatninger foretaget af gæster med udenlandsk pas. Tyskerne udgør hele 76 procent af det samlede overnatningstal, og det er en stigning på 1,3 procent i forhold til årets første 10 måneder i 2023. Alle årets måneder viser en fremgang i tyske gæster på nær april, der generelt var en stille rejsemåned uden påske og andre helligdage.
”Tyskerne søger mod åbne vidder og stor natur, og det har vi i kilometermål i vores destination. Samtidig er der sket et flot kvalitetsløft inden for gæsteservice, kulturoplevelser, attraktioner og overnatningsmuligheder, som er attraktive for nye købestærke målgrupper. Det er meget positivt, at vi ser en jævn stigning fordelt over hele året. Selvom vi arbejder strategisk med at udvikle helårsturisme, så må vi nemlig ikke glemme de varme måneder, hvor feriehusene skal fyldes, og mange penge lægges. Derfor bør det også være en politisk fortløbende prioritering fra nationalt hold at markedsføre højsæsonen i Danmark og ved Vestkysten over for internationale gæster”, siger Majken Graver.
Foto:Jakob Gjerluff
Mens Destination Vesterhavet holder førertrøjen som den destination i Danmark med flest internationale overnatninger i årets ti første måneder, kan København bryste sig af at være den største destination målt på det samlede antal overnatninger med 11.943.927. Destination Vesterhavet havde 9.819.795 overnatninger, mens Danmarks tredjestørste turismeområde, Nordvestkysten, havnede på 5.919.487 overnatninger.
Destination Vesterhavet forventer at overgå gæsterekorden i 2023, hvor det samlede antal overnatninger landede på mere end 10,4 millioner. De endelige overnatningstal for hele året offentliggør VisitDenmark i februar 2025.
For yderligere information kontakt venligst Tina Baungaard-Jensen hos Destination Vesterhavet på +45 41 28 10 01 eller tina@bybaungaard.com
Destination Vesterhavet varetager turismeerhvervsudviklingen på vegne af Varde og Ringkøbing-Skjern kommuner samt markedsføringen af Vesterhavet som et attraktivt rejsemål. Det er Destination Vesterhavets ambition at skabe Nordeuropas førende kystferiedestination – baseret på bæredygtig udvikling af turismen med fokus på kvalitet, gæstetilfredshed og omsætning til gavn for både erhverv og indbyggere i de to kommuner. Destinationens udviklingsprojekter støttes af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse.