Billedtekst: En ny landsdækkende kampagne, ”Meget mere end bare Danmark”, skal fastholde danskernes varme følelser for kyst- og naturferie i Ringkøbing-Skjern og omegn.

Kalejdoskopisk kampagne skal få flere danskere til at holde ferie i Danmark

25.2.2022
Foto: Danske Destinationer

En ny landsdækkende kampagne skal varme danskernes følelser for ferie i hjemlandet op. Destination Vesterhavet har oplevet en vækst på 94 procent i danske overnatninger fra 2019 til 2021, hvilket er den største fremgang i hele landet.

Talemåden, ”vi skal bare være i Danmark”, er nok blevet luftet en del gange de sidste par år. Danskerne har i høj grad holdt ferie i hjemlandet, men ferie i Danmark er ikke bare at blive hjemme. Det udfordrer kampagnen, der går under navnet ”Meget mere end bare Danmark” for tredje år i træk. Kampagnen er sat i værk af brancheorganisationen Danske Destinationer, der tæller 19 destinationer, heriblandt Destination Vesterhavet. Det er første gang, at de danske turismeudviklingsselskaber alene står bag en samlet kampagne, der er målrettet danskerne. Kampagnen lanceres på bagkant af pandemien, og det er ikke helt tilfældigt. Direktør i Destination Vesterhavet, Peer H. Kristensen, mener det er det helt rigtige tidspunkt at genopfriske danskernes fornemmelse for ferie i Danmark. Der bliver nemlig rift om de danske feriegæster.

”De sidste par år har danskerne i stor stil holdt ferie i Danmark og rigtig mange er blevet overraskede over, hvad Danmark egentlig byder på som ferieland. Den interesse og nysgerrighed skal vi fastholde og booste, så danskerne fortsat får lyst til at holde ferie ved Vesterhavet og andre danske feriesteder. Verden er ved at åbne igen, og det betyder, at mange danskere vil rejse udenlands, så det gælder om at holde danskernes feriefølelser for Danmark varme netop nu. Med kampagnen vil vi inspirere særligt voksne par til en smuttur i forårets helligdagsferier og måske en sommerferie i deres eget land,” siger Peer H. Kristensen, som er direktør i Destination Vesterhavet.

Ifølge tallene fra Danmarks Statistik er Ringkøbing-Skjern den kommune i Danmark, som har registreret den største vækst med hele 121 procent. Således noterede kommunen 611.723 danske overnatninger i 2019, mens 2021 bød på 1.350.535 danske overnatninger. Varde Kommune står for den næststørste fremgang med en vækst på 79 procent baseret på 1.072.801 danske overnatninger i 2019 og 1.920.568 danske overnatninger i 2021.

Kampagnen sætter fokus på Vesterhavet, og en lang række andre ferieområder i den danske natur og ved de danske kyster, gennem en stribe små film, der er sprøjtes ud på sociale medier fra 1. marts og seks uger frem. Kampagnen favner på dualistisk og humoristisk vis det brede spektrum af danske oplevelser og skal minde danskerne om, at Danmark som feriemål byder på et hav af oplevelser fyldt med nuancer og kontraster. Fra hyggelige badestrande til dramatiske klippeformationer. Fra opladning til energiudladning. Fra oplevelser helt nede på jorden til helt op i skyerne.

”Der er uden tvivl nogle klassikere, når danskerne vælger feriested i Danmark. Danske Destinationer vil gerne udvide feltet og løfte sløret for de u-opdagede perler, som hver egn gemmer på. Kampagnen er derfor nærmest et kalejdoskop af danske kyst- og naturoplevelser krydret med alverdens ultralokale delikatesser og unikke overnatningsmuligheder,” fortsætter Peer H. Kristensen.

Destination Vesterhavets fremgang i antallet af danske overnatninger på 94 procent fra 2019 til 2021 giver destinationen førertrøjen på i forhold til andre feriesteder i Danmark. I samme periode noterede Destination Nordvestkysten en fremgang på 50 procent, mens Destination Bornholm kom ind på en tredjeplads med en vækst på 42 procent i samme periode.

Kampagnen er skabt af produktionsselskabet Laban, Medvind Kommunikation og Danske Destinationer med støtte fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse.

Film: Meget mere end bare en SMUTTUR
Film: Meget mere end bare en KØREFERIE 
Film: Meget mere end bare en KYST & NATURFERIE  
Film: Meget mere end bare en CYKELFERIE

 

For yderligere information kontakt venligst Tina Baungaard-Jensen hos Destination Vesterhavets på +45 41 28 10 01 eller tina@bybaungaard.com

Om Destination Vesterhavet

Destination Vesterhavet er det officielle destinationsselskab for det geografiske område, der dækker Ringkøbing-Skjern og Varde kommuner, og har til formål at medvirke til at udvikle destinationen og turismen samt markedsføre Vesterhavet som et attraktivt rejsemål. Det er Destination Vesterhavets ambition at skabe Nordeuropas førende kystferiedestination – baseret på bæredygtig udvikling af turismen med fokus på kvalitet, gæstetilfredshed og omsætning til gavn for både erhverv og indbyggere i de to kommuner Varde og Ringkøbing-Skjern. Vesterhavet var den mest besøgte turistdestination i Danmark i 2020.

Om Danske Destinationer

Danske Destinationer er brancheorganisation for Danmarks 19 destinationsselskaber. Destinationsselskaberne har ansvar for den lokale turismefremmeindsats og arbejder fokuseret med bl.a. strategisk destinationsudvikling, produkt- og forretningsudvikling samt markedsføring og gæsteservice. Tilsammen repræsenterer medlemmerne 97 procent af den samlede turismeskabte omsætning i Danmark.