Børnefamilie ved vesterhavet går en tur i klitter

Destination Vesterhavet har kurs mod nyt rekordår

27.11.2023
Forfatter: Tina Baungaard-Jensen
Foto: Jakob Gjerluff

Rekordmange gæster har besøgt Destination Vesterhavet i årets første syv måneder. Dertil er Vesterhavsdestinationen den største magnet for udenlandske turister med over 1 million flere internationale overnatninger end København.

Prognosen for endnu et rigtigt godt år for turismen i Destination Vesterhavet er positiv. Set ud fra gæstetallet fra januar til september måned tyder det på, at Destination Vesterhavet kommer meget tæt på eller lander et nyt rekordår. De kommercielle overnatninger i årets første syv måneder rundede 8.464.801, og dermed ligger 2023 lige et mulehår foran samme periode i 2022. Det er særligt i vintermånederne og de tidlige forårsmåneder, at gæstetallet har nået historiske højder, og det smitter af på erhvervslivet ved Vesterhavet.

”Det er sød musik, at vi er lykkedes med at tiltrække flere gæster uden for den traditionelle højsæson. Både danskere og tyskere køber ind på, at Destination Vesterhavet er meget mere end et sommerferiested og er attraktivt i vinter- og forårsmånederne. Det er i sync med vores ambition om at sprede turismen ud og skabe omsætning hos turismevirksomhederne og i detailbutikkerne i lokalområdet hele året rundt”, siger Vibeke Birk, som er marketing og udviklingschef i Destination Vesterhavet og fortsætter:

”Turismen bliver bæredygtig målt på sociale og økonomiske parametre, når vi formår at tiltrække flere højtforbrugende gæster i de perioder, hvor der er god plads. Det er med til at skabe liv i lokalmiljøet i forhold til jobs, erhvervsliv, kulturoplevelser, restauranter med mere og øge bosætningen i vores kommuner."

Både danskere og tyskere køber ind på, at Destination Vesterhavet er meget mere end et sommerferiested og er attraktivt i vinter- og forårsmånederne.

- Vibeke Birk, Marketing- & Udviklingschef

1 millioner flere internationale gæster end København
Der er igen i år blevet talt rigtig meget tysk i Varde og Ringkøbing-Skjern kommuner, som tilsammen udgør Destination Vesterhavet. Det historisk høje overnatningstal domineres nemlig af tyske gæster, som står for trefjerdedel af de samlede kommercielle overnatninger. Det gør, at Destination Vesterhavet fortsat er det turismeområde i Danmark med flest internationale turister.

”Tyskerne har altid været glade for de åbne vidder ved Vesterhavet, men det kvalitetsløft, der er skabt inden for oplevelser og overnatningsmuligheder, tiltrækker nye tyske målgrupper. Dertil ser vi ser en tendens til, at flere schweiziske gæster checker ind på hotellerne. Det er pengestærke turister, som går ud og spiser flere gange om ugen og lægger deres generelle forbrug i detailhandlen, og det tapper direkte ind i vores fokus på at optimere turisternes forbrug”, siger Vibeke Birk.

Baseret på data fra VISA og Nets er alene tyskernes forbrug betalt med kreditkort steget med 19 procent i 2023 sammenlignet med 2022.

Destination Vesterhavet er med 6.705.524 millioner udenlandske kommercielle overnatninger Danmarks største turismedestination for internationale gæster, hvilket er over en million flere internationale gæster end København. Samlet set noterede København 10.301.895 kommercielle fra januar til september, Destination Vesterhavet havde 8.464.801 overnatninger, mens Destination Nordvestkysten i samme periode redte op til 5.226.701 overnatninger.

For yderligere information kontakt venligst Tina Baungaard-Jensen hos Destination Vesterhavets kommunikationsbureau, By Baungaard, på +45 41 28 10 01 eller tina@bybaungaard.com

Om Destination Vesterhavet

Destination Vesterhavet varetager turismeerhvervsudviklingen på vegne af Varde og Ringkøbing-Skjern kommuner samt markedsføringen af Vesterhavet som et attraktivt rejsemål. Det er Destination Vesterhavets ambition at skabe Nordeuropas førende kystferiedestination – baseret på bæredygtig udvikling af turismen med fokus på kvalitet, gæstetilfredshed og omsætning til gavn for både erhverv og indbyggere i de to kommuner. Destinationens udviklingsprojekter støttes af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse.