Teambuilding

Søg penge til nye ideer

Foto: Hotel Fjordgården

Corona har ført nye præferencer med sig – hvilket de innovative kan vende til en forretningsfordel gennem omstilling. Og der er hjælp at hente i Omstillingspuljen på 178 mio. kr., der er skræddersyet til at igangsætte investeringer i fremtidens forretningspotentiale.

Forandringens vinde er eneste konstant her ved Vestkysten, hvor alt i det dynamiske landskab er i bevægelse. Derfor er vi rustet til at gribe mulighederne.

En tendens vi ser er, at oplevelser i pagt med naturen tillægges mere værdi. Oplevelsesprodukter der engagerer og kombinerer outdoor og spiseoplevelser er særligt attraktive. Det har Restaurant Noli tappet ind i og de har sat turbo på deres uderums projekt med hjælp fra Omstillingspuljen.

Restauratør Morten Thomsen er begejstret over en hurtig og smidig ansøgningsproces og har allerede sat gang i sit uderumsprojekt i plantagen Skelhøje i Ikast, der skal medvirke til at omstille virksomheden til den nye virkelighed – lad jer inspirere af deres spændende projekt her.

Har jeres turismevirksomhed en idé til et nyt produkt, en ny service eller ser I potentialer på et nyt marked, så er tiden nu. Hvad enten behovet er investeringer i fysisk eller digital ombygning, eller det er menneskelige ressourcer i form af rådgivning, konsulentbistand eller opkvalificerende kurser til jeres medarbejdere, som I behøver, så er det muligt at søge Omstillingspuljen ved erhvervshusene frem til den 28. oktober.

Puljen dækker 75% af investeringen, mens I selv skal finansiere de resterende 25%. Afhængig af virksomhedens størrelse kan I søge tilskud fra 250.000 kroner og op til 1,5 mio. kr. og Destination Vesterhavets Partnerskabschef Rasmus Sømod rasmus@visitvesterhavet.dk kan hjælpe jer godt videre i systemet.